2.1 Introduktion#
Kursets formål og opbygning#
Kurset hedder “Introduktion til filosofien”, fordi det skal introducere til forskellige former for filosofiske tekster, og forskellige måder at læse disse tekster på. Det er således det eneste kursus i basispakken, der indeholder moderne analytisk filosofi. Dvs. at jeg her forsøger at give jer en mere objektiv introduktion til, hvad filosofien er, før vi dykker ned i den form for filosofi, som jeg mener er mest givende: nemlig den, der udvider vores tænknings mulighedsrum, og derigennem lader os blive en del af verden i højere grad.
Udvalget af filosofi, og af læsemåder, er lavet på baggrund af tre akser:
Filosofi fra forskellige tidsperioder
Filosofi i forskellige stilarter
Forskellige måder at beskæftige sig med filosofi på
Lad mig kort forklare lidt om hver akse.
Filosofi igennem tiden#
Vi kommer til at arbejde med filosofi fra antikken, renæssancen, oplysningstiden og fra moderne tid. For at tydeliggøre den tidslige akse, vil jeg fylde nogle af hullerne ud allered nu, ved at give et meget kort overblik over ændringer i filosofiens virkemåde og omfang over tid. Som man må forvente af så kort en oversigt, er den meget forenklet, på grænsen til det forsimplende. Men som disse meget korte oversigter også tillader, håber jeg at give en figur at tænke filosofiens historie med. Vi kommer til at bruge den, og problematisere den, implicit og eksplicit, kurset igennem.
Filosofien opstod ca. 600 år f.v.t. på det nuværende Tyrkiets vestkyst, der dengang bestod af en række græske kolonier. Her var der mest tale om naturfilosofi, dvs. forsøg på at forstå verden på en ikke-mytologisk måde. Dette spredte sig til selve Grækenland, og især fra 400-tallets (f.v.t.) Athen har vi overleveret en hel del filosofiske tekster. Det er her, Sokrates, Platon og Aristoteles levede og filosoferede. Og det er her, filosofien for alvor grundlægges. I stedet for naturfilosofi vender man sig mod mennesket som etisk væsen, og forsøger at forstå verden som det sted, mennesker bebor og forsøger at forstå og agere i.
Heldigvis for os efterfølgere, bevarede de græske bystater som Athen ikke deres frihed, men blev erobret af Phillip af Markedonien, hvorefter hans søn, Alexander den Store, erobrede det meste af Europa. Dette betød, at den græske kultur, der stod stærkt, spredte sig langt ud over Grækenlands grænser - bl.a. til det, der senere ville blive den romerske verden (et par hundrede år senere), og endnu senere den islamiske verden (mange hundrede år senere). Filosofi var blevet et Vestligt snarere end et græsk fænomen.
Da romerriget i 300-tallet blev kristnet, blev filosofien derfor en del af kristendommen, dvs. en hjælpedisciplin til teologien. Herigennem udviklede den sig i forskellige retninger, hvor især konkrete analyser (f.eks. af sprog) var foran sin tid. Hvor den romerske filosofi havde været praksisrettet, med selvhjælpsbogsagtige formuleringer af græsk filosofi som f.eks. stoicismen, var middelalderfilosofien mere teoretisk orienteret.
Efter ca. 1000 års middelader, startede i de rigeste italitenske bystater helt tilbage i 1300-tallet, og varer ind i 1500-tallet. Kendetegnende for renæssancen var troen på det enkelte menneskes bedrifter, hvorfor man støttede kunstnere, ingeniører og tænkere. Heraf opstod en ny menneskeforståelse, humanismen, der i stedet for at se mennesket som et syndigt væsen under Guds vejledning, opfattede mennesket som et væsen med frihed, ansvar og evner til at tage vare på eget liv. Og her fandt man stor inspiration i de antikke tekster, især de romerske praktiske livsfilosofiske tekster. Bogtrykken blev opfundet i 1400-tallet, og tillod cirkulation af materiale i et hidtil uset omfang, og der var pludselig penge i at oversætte tekster fra grundsprogene til latin (som alle lærde kunne læse på det tidspunkt).
I renæssancen ser vi derfor også en genopstandelse af netop de praktiske discicpliner: politisk filosofi og etik. Men også alle andre former for filosofi, naturfilosofi osv. bliver udviklet.
I oplysningstiden nogle århundreder senere, i 1600-tallet og 1700-tallet, er troen på menneskets evne til at tage vare på eget liv blevet så stærk, at man tror, at vi også er i stand til at forstå verden på egen hånd, hvis blot vi tænker os om. Det er her vi får Rene Descartes monumentale forfatterskab, hvor han tilkæmper filosoffen retten til at udtale sig om alt muligt alene ud fra sin fornuft. Vi får selvfølgelig også det modsatte synspunkt repræsenteret: at mennesket kun kan vide noget om det, de har sansemæssigt kendskab til - dvs. at tænkningen må underlægge sig empiriens begrænsninger. Begge retninger forenes i Immanuel Kants Kritik der reinen Vernuft, med det, man kalder hans kopernikanske vending: at tale om menneskets evne til at erkende virkeligheden snarere end virkeligheden selv.
Herefter går filosofien ind i sin romantiske periode, startende med Kants efterfølgere. I stedet for at forstå verden gennem kritik, vil man i den romantiske periode inkorporere menneskets føleler, fantasi og især vilje i filosofien. Med Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche når den romantiske filosofi sine højdepunkter.
Med med de to figurer, ser vi også overgangen til den moderne filosofi. Her har filosofien nemlig mistet troen på sin evne til at samle hele verden i én helhedsforståelse. Det, som Kant startede for at slutte en strid om menneskets erkendeevne, sådan at vi kunne filosofere som vi gjorde engang, og komme frem til moralske sandheder, blev i stedet begyndelsen til filosofien som universalistisk disciplins forfald. I stedet for at forsøge at forstå hele verde, forsøgte filosofien herefter at oplyse dele af verden. Eller - på den anden side - at gentage Kants succes ved at indskrænke filosofiens scopus sådan, at vi kunne sige noget sandt og entydigt om i det mindste en del af verden (positivisme, fænomenologi etc.).
I moderne tid er denne skelnen mellem de filosoffer, der kæmper imod universalismens forfald og dem, som laver filosofi på baggrund af den, fortsat tydelig. Og vi kommer til at se eksempler på begge tilgange i løbet af kurset.
Filosofiens stil#
En af de væsentligste begivenheder i filosofiens tidligste historie, er overgangen fra poesi til prosa. Fra at skrive filosofi i sange med fast antal stavelser, vokallængder osv., for i stedet at skrive som vi taler. Hermed var nemlig skiftet fra mytos til logos sket. Filosofien var trukket fra himlen og ned på jorden.
Da Platon kommer til, udvikler stilen sig igen. Skuespilskunsten, der viser sin indhold gennem dialog, gøres nu af Platon til en slags læsedrama, og bruges til at videregive filosofiske ideer. Tanken her er, at vi ikke kan nøjes med at få at vide, hvad en anden har tænkt. Vi må selv tænke det. Og den bedste måde at gøre det på, er ved at samtale med en læremester. Skal man alligevel skrive ned, må man derfor mime denne samtale - ved at skrive dialoger, der tvinger læseren til selv at tænke med. Aristoteles, Platons elev, overtog denne teknik, ligesom mange uden held har forsøgt at gøre det samme.
Samtidig med Platon har vi mere lærebogslignende skrifter, og et stykke før Platon endda en aforistisk filosof, der udtalte sig mytisk om det rationelle (Heraklit).
Helt fra starten af filosofiens historie har stilen altså spillet en rolle, fordi form aldrig er uskyldig. Vi skal derfor se en række forskellige måder at skrive filosofi på i løbet af kurset. Fra Platons dialoger over Hobbes’ læselige renæssanceprosa til Kants svært forståelige tekniske filosofi. Men også, fra moderne tid, Beuvoirs letforståelige redegørende filosofi, Merleau-Pontys mere kunstneriske og Gettiers videnskabelige stil. Undervejs i læsningerne vil vi bide mærke i, hvad tekstens stil gør ved teksten indhold - hvordan teksten muliggøres gennem sin stil.
Tre måder at arbejde med filosofi på#
I dag er der overordnet set tre måder at arbejde med filosofien på. Inddelingen er min egen opfindelse, og er - ligesom oversigten over filosofiens historie - ikke tænkt som bud på, hvad filosofien er, men som en måde at tænke over filosofien på. Et praktisk redskab i arbejdet med de filosofiske tekster. Derfor vil der ikke være mange tekster, der falder udelukkende i én kategori. Og der vil være filosofi, der falder uden for kategoriseringen i det hele taget. Alligevel, eller måske netop derfor, er det et godt arbejdsredskab. Og nu, skemaet:
Grundighed |
Åbenhed |
Præcision |
|
Forståelse |
|||
Kritik |
Som I kan se, består skemaet af to akser med seks parametre. De tre horisontale beskriver forskesllige tilgange til filosofien, og de to vertikale forskellige anvendelser af den. Hver tilgang kan anvendes på forskellig vis, enten til kritik og vurdering eller til simpel forståelse og nuancering. Vi vil derfor koncentrere os om de tre horisontale parametre, grundighed, åbenhed og præcision, der vil blive beskrevet som stereotypiske filosoffer inden for det felt.
Lad os pakke den ud:
Den grundige filosof#
Den grundige filosof tror på værdien af traditionen, og hans litteraturlister er mange sider lange. Han tror på, at man ved grundig gennemgang af traditionen vil finde svar på de problemer, man arbejder med. Arbejder han kritisk, f.eks. med vurdering af en aktuel politisk situation, søger han tilbage til sine forgængere, der stod overfor lignende problemer, for der at hente stof til sin egen tænkning.
For den grundige filosof er udgivelser i boglængde den videnskabelige standard, fordi man ellers ikke har plads til de tilbundsgående studier, som er nødvendige for at tænke ordentligt. Det gælder også selvom studierne ikke er historiske, dvs. ikke går i dybden men i bredden: f.eks. ved systematisk at gennemtænke hele det felt, man arbejder med, fremfor at dykke ned det sted, der er mest interessant.
Filosoffen der går efter åbenhed#
Filosoffen, for hvem åbenhed er den højeste værdi, læser sjældent samlede værker. I stedet leder han i enkeltværker, eller måske endda i en enkelt artikel eller i et enkelt brev, en udstreget passage i et manuskript, efter den åbning, som tillader ham at sige og tænke noget nyt. Værdien af et stykke filosofiske arbejde vurderes ikke efter, hvor grundigt og gennemført det er, men efter hvor interessant det er. For denne tænker er den største synd en filosof kan begå at være kedelig - medmindre den kedsommelighed i sig selv åbner for noget interessant.
Den afklarende filosof#
Denne præcisionsbevidste filosof er ikke interesseret i at være interessant, og grundighed forstået som bredde eller historisk dybde interesserer ham heller ikke for deres egen skyld. Han har en række strengt definerede filosofiske problemer, som har sammen med sine kolleger arbejder på. Måske han beskæftiger sig med overdeterminationsproblemet inden for etikken, dvs. den overordnede problematik, at ét specifikt udfald (f.eks. at en person dør) kan forårsages af flere indbyrdes tilstrækkelige årsager. Bliver et menneske likvideret, og rammer 3 kugler ham samtidig, alle dødelige i sig selv - hvilken kugle har så dræbt ham? Hvad vil “at have dræbt ham” sige? Hvem skal tilskrives agens her?
For 150 år siden, i starten af denne præcisionens indmarch, kunne en filosof beskæftige sig med præciseringen af mange forskellige problemer, fordi intet endnu var formuleret tilstrækkeligt stramt. I dag er faget langt mere specialiseret, og det er ikke ualmindeligt for en professionel filosof at forsvare samme position livet igennem, udvidende og præciserende den op imod en eller to kollegers modstridende positioner om samme problem.
Hvad vi arbejder med i kurset her#
I dette kursus skal vi arbejde på alle tre måder, og med tekster fra alle tre tilgange til filosofien. Fremover vil vi dog hovedsageligt beskæftige os med tekster fra grundigheds- og åbenhedstilgangen, mens præcision vil blive anvendt som tilgang til de mere åbne tekster, når det er nødvendigt.