Forord#
Den tyske filosofi G.W.F. Hegel er blandt filosofistuderende kendt for at være umådelig svær at læse, fordi han skriver dunkelt. Slå op et hvilket som helst sted i Hegels modne forfatterskab, og man vil forstå hvorfor. Når man alligevel læser ham, skyldes det at han bag det brogede har en masse at byde på, og sådan er det med meget filosofi. I forordet til et af hans mest dunkle værker, Åndens fænomenologi, får vi endda en forklaring på det svære sprog, som jeg vil læne mig opad i dette forord. Vi tager et længere citat, hvor Hegel for en gangs skyld skriver let forståeligt (af Hegel at være, selvfølgelig)
En forfatter begynder sædvanligvis det ford, der indleder hans skrift, til at fortælle, hvad der er hans hensigt: han forklarer, hvorfor han har givet sig i kast med arbejdet, og han præciserer det forhold, som han mener at stå i til tidligere eller samtidige behandlinger af emnet. I et filosofisk skrift forekommer den slags redegørelser imidlertid ikke blot overflødige, men i betragtning af sagens karakter endog upassende og i modstrid med arbejdets formål. For hvad man nu end kunne finde for godt at sige om filosofi i et forord – en historisk angivelse af værkets tendens og standpunkt, nogle almene betragtninger over dets indhold og de opnåede resultater, diverse overvejelser og forsikringer om sandheden – ja, så kan intet af dette gøre det ud for, hvorledes den filosofiske sandhed bør fremstilles. Og eftersom filosofien i det væsentlige befinder sig i det almenes element, der inkluderer det specifikke, er denne videnskab i højere grad end andre til fals for den illusion, at værkets formål, eller dets slutresultater, skulle opsummere selve sagen, tilmed i dens hele og fulde væsen, og at udførelsen egentlig er uvæsentlig i sammenligning hermed. (…)
(…)
(…) Hvis den slags virksomhed imidlertid skal være andet og mere end blot de indledende skrift i erkendelsen – hvis den skal gælde for virkelig erkendelse – ja, så er der tale om et af den slags påhit, hvor man smyger sig uden om det, som sagen drejer sig om, og kombinerer en tilsyneladende alvor og omhu med en videnskabelig besparelse af samme. – For sagen er ikke udtømt i sit formål, men i sin udførelse; resultatet selv er ikke den virelige helhed, for den onås kun i forening med sin tilblivelse. Formålet for sig selv er det livløst almene, ligesom tendensen blot er en drift, der endnu mangler sin virkleighed, og det nøgne resultat blot et kadaver, som den lader bag sig. – På samme måde er forskellen kun sagens grænse: den er dér, hvor selve sagen hører op; eller den er det, som sagen ikke er. Diverse udredninger og formål resultater, såvel som nbetratninger over forskelle og vurderinger af det ene og det andet, er således et lettere arbejde, end man måske skulle tro. I stedet for at befatte sig med, hvad det drejer sig om, har man i al sin flid allerede lagt selve sagen bag sig. I stedet for at opholde sig ved den og den og forglemme sig i den, griber den slags viden altid ud efter noget andet og foretrækker at blive ved sit frem for at hengive sig til det, det egentlig drejer sig om. – Lettest er det at vurdere, hvad der besidder lødighed og gedigenhed, vanskeligere er det at begribe – men sværest er det, der forener disse to: at fremstille det.[1]
At skrive et forord kan altså ifølge Hegel betyde flere ting: Man kan med opsummere hvad man har prøvet på (ens formål), gengive ens resultater eller man kan sætte sit skrift i relation til andre skrifter inden for samme felt. Et forord til en filosofisk tekst skal imidlertid forsøge at gøre dette med filosofien, og det skaber – som Hegel skriver – problemer. Formålet er ikke i sig selv det væsentlige ved et filosofisk værk. Bare fordi man ved, hvad en filosof prøver på i et bestemt værk, har man ikke fået det væsentlige fra det værk med. Og i modsætning til discipliner, hvor det interessante er slutresultaterne, som f.eks. i botanik, hvor vi gerne vil frem til beskrivelsen af den nye art, der er fundet, er dette ofte det mindst interessante i filosofi. Heller ikke forholdet til andre filosoffer eller andre tekster er væsentlige for den tekst, man netop nu sidder med, da det jo er at rejse sig fra teksten for at se på noget andet, at modstå den hengivelse, som er nødvendig for at beskæftige sig med et filosofisk værk.
Vi står altså ifølge Hegel tilbage med det paradoks, at man i et forord ønsker skrive om filosofi uden at skrive filosofi, samtidig med at dette viser sig at være umuligt.
I sidste del af citatet skriver Hegel, at det letteste er at bedømme, om et arbejde er lødigt og gedigent, dvs. om det er grundigt gennemarbejdet osv. – den slags rettelser en lærer ville give. Sværere er det at begribe, f.eks. en bestemt ide eller tekst. Men vanskeligst at fremstille en ide eller en tekst, hvilket her betyder på samme tid at begribe teksten og dømme den.
For Hegel kan et forord altså hverken formidles ved angivelse af formål, resultat eller kontekst, og det er heller ikke nok at give en bedømmelse af gedigenhed, eller endda at forstå. De to må forenes i en fremstilling, som – regner vi med, når nu han selv giver sig i kast med et forord – skal formidle filosofien uden selv at være denne filosofi.
Hegels løsning i forordet ender med at være at skrive filosofi i stedet for at skrive om filosofi, dvs. at værket allerede starter i forordet, og, kunne vi sige, udgør en tolkning af det, vi endnu ikke har læst, og som altså først giver rigtig mening, efter endt læsning af værket.
Manøvrer af denne slags findes spredt rundt omkring i filosofien: Platon skriver dialoger, hvor man ikke kan se hans synspunkt nogen steder, men selv bliver nødt til at tænke. Rene Descartes beder læseren følge ham i en række meditationer, og tage pauser for at det rigtigt kan synke ind. Søren Kierkegaard skriver et pseudonymt forfatterskab, som læseren selv må navigere i, og hvor enhver læsning af Kierkegaard automatisk bliver selvstændig tænkning. Friedrich Nietzsche skriver aforistisk og selvmodsigende, sådan at hans tekster nærmere er opråb til selvstændig tænkning gennem destrukion af ens vanemæssige tankemønstre. Jacques Derrida udvikler – på baggrund af Heideggers udvikling heraf – en metode til filosofisk læsning, der gør alle tekster udviklende som Nietzches. Og Giorgio Agamben, for at tage en stadig nulevende (omend gammel) filosof, ser sig selv som lige dele filosof og poet, skabende et labyrintisk rum, som hans læsere må begå sig i, og hvor det mere er denne bevægelse mellem værkerne, end indholdet i noget enkelt værk, der er pointen.
For den problematik, som Hegel stiller op, gælder ikke kun forord til filosofiske tekster. Det gælder al formidling af filosofi til de læsere, der af den en eller anden grund ønsker at undgå den filosofiske læsning. Som ønsker at undgå det tænkearbejde, der er uløseligt forbundet med filosofisk læsning, og som kendetegner den: At den enkelte filosofisk tekst ikke har svaret, og at svaret egentlig er lige så uinteressant som spørgsmålene. Og at det i stedet er i spændingen mellem de to, der hvor vi egentlig ikke helt ved, hvad vi skal tænke, at filosofien opstår og lever.
Det projekt, som jeg har givet mig i kast med på denne hjemmeside, falder under denne kategori. Mit formål, for at nævne noget uinteressant, er at give flere mennesker muligheden for at lære sig selv at læse filosofisk. Da jeg har sat dette som mål, og ikke f.eks. at udbrede kendskabet til filosofi, kan jeg ikke følge den slagne vej for folkeoplysning, hvor man forestiller sig, at der er noget viden, der skal videregives. Og det er heller ikke muligt, som inden for de mere håndfaste, videnskabelige discipliner, at videregive en række metode og teorier rettet mod proces, og derefter kunne erklære projektet for vellykket. Filosofi er nemlig noget, der må tilegnes subjektivt, af den enkelte og som den enkelte – i mødet med den filosofiske tradition og ens filosofiske samtidige, situeret i en konkret verden med politiske, kulturelle, økonomiske osv. fænomener, som man på samme tid er påvirket af, må forholde sig til og selv handle ind i. Min læsning af Heidegger kan derfor ikke gøres til din læsning af Heidegger – du må lave din egen læsning af ham, og af min læsning af ham. For at læse filosofisk betyder i sidste ende at læse tænkende. Og som Derrida påpeger, er det noget, vi automatisk og ubevidst afstår fra, og det kræver en del træning alene i korte perioder at gå imod denne automatiske nedlukning af tænkning i retning af at vide, dømme eller forstå.
Så når Hegel skriver, at man må fremstille filosofien, og at dette er det vanskeligste, har jeg derfor sat mig for en opgave, som er større end man kan overkomme. Hjemmesiden skal derfor ikke stå alene som indgang til filosofien, og behøver da heller ikke at gøre det. Der er mange gode videoer og podcasts, foruden selvfølgelig bøger, der introducerer til filosofien. Hvad jeg her forsøger, er at bidrage til den del af den filosofiske uddannelse, som ikke engang er formaliseret på universiteterne, men som ofte foregår hjemme under lektielæsningen og opgaveskrivningen: Nemlig dette at læse filosofisk. På nettet og i bøger findes masser af bøger om filosofi, hvor man lære, hvad den gængse fortolkning af forskellige filosoffer og filosofiske tekster er, om de gængse bud på, hvad filosofi er, på filosofiens historie osv. Alt dette bør man også læse. Men at læse tænkende kræver mere end blot at læse om filosofi. Man må læse filosofien selv. Og læse den filosofisk.
De kurser i filosofi, som også udbydes på denne side, forsøger at lære filosofisk læsning fra sig ved simpelthen at være læsninger. I litteraturkredse er dette en almindelig måde at tilegne sig evnen til litterær læsning på, eller det, som litteraten Peter Lützen har kaldt litterær kompetence[2], og som den tyske hermeneutiker Hans-Georg Gadamer ville kalde takt[3]: dvs. evnen til at tilgå en tekst inden for en bestemt tradition på en måde, der bringer det bedste frem i denne tradition. Således er det nemt at læse et digt, men sværere at få det ud af det, som ligger i det: skønhed, tanke, erfaring osv. i ét. Således også for filosofiske tekster, hvor man måske kan forstå argumentet selv, men ikke tekstens utænkte, dvs. det i teksten, som endnu ikke er blevet udviklet i teksten, men som netop derfor rummer det “ægte filosofiske element” der tillader læseren at udvikle sin egen tænkning snarere end blot at spejle den læste forfatters[4].
Hvor jeg i kurserne forsøger, gennem en form for mesterlære, at videregive evnen til at læse filosofisk, vil jeg her forsøge at videregive hvad det vil sige at læse filosofisk på filosofisk manér – dog forsøgt holdt i så enkelt et sprog, som det er muligt, sådan at det kun er tankerne, og ikke sproget, der er svært. Visse steder vil det dog være umuligt, fordi sproget som fremmedgørelsesmiddel kan hjælpe til netop at tænke. Altså bestræber jeg mig på at holde de enkelte ord forståelige, men tillader mig at skrive kluntede og komplicerede sætninger, når situationen kalder på det.
De følgende afsnit skal derfor mere ses som essays, forskellige vinkler på, hvad det vil sige at læse filosofisk – og på hvad filosofi i det hele taget er – end konkrete vink til filosofisk læsning (disse findes under kategorien “Praktiske tips, ting, materialesøgning osv.”). Som læser kræver det derfor, at man ikke tror at blive færdig med at forstå filosofien, fordi man har læst en side, at man opsøger anden filosofiformidling, og at man kaster sig over egentlige filosofiske værker. Ideer til hvor man kan starte kan man tage fra de længere citater, jeg vil forsøge at inkludere, og fra de referencer, jeg laver. Alle værker kan findes i bibliografien til den enkelte side, og alle findes i dansk oversættelse, og er tilgængelige gennem bibliotek.dk, sådan at alle der kan læse dette også kan læse de nævnte værker.
Herfra er der ikke andet at gøre, end at opfylde den psykologiske funktion, som ethvert forord også har – omend Hegel misser dette: nemlig at ønske læseren held og lykke og godt mod! Det er ikke let at lære at læse filosofi, og først føler man, at man nærmest intet forstår. Det skyldes, at man på samme tid skal lære en masse nye tanker at kende, lære at forstå dem, huske en masse af disse udenad, og først derefter vil kunne læse et hvilket som helst filosofisk værk uden flere problemer, end det er tiltænkt som tilføjende. Men vid, at alene det, at filosofi er svært, og føles svært, er tegn på, at man begynder at læse filosofisk. Det ikke at give op, når det bliver svært, er vel filosoffens største dyd, og resultatet af en sådan indsats dennes helligste erfaring.
Bibliografi#
Agamben, Giorgio. Signatura rerum: om metoden. Wunderbuch; [Eksp.] Nordisk Bog Center, 2016.
Gadamer, Hans-Georg. Sandhed og metode: grundtræk af en filosofisk hermeneutik. 2. udgave. 1. oplag. Academica, 2007.
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich. Åndens faenomenologi. Oversat af Claus Bratt Østergaard. Gyldendal, 2005.
Lützen, Peter. Et billede at læse med. København: Akademisk, 2002.