1 (basis) Hvordan man studerer filosofi#
(For dem, der søger en guide til at finde materialer, gode oversættelser osv., henvises til sektion I. Her findes min selvhjælpsbog udi filosofi. Dette kursus er bygget til at fungere med resten af kurserne i sektion II, som en introduktion til studiet af filosofi.)
Hvad vil det sige at studere filosofi?#
At studere filosofi er ikke det samme som at lære om filosofien. Man kan lære sig de store filosofiske ideer udenad, og stadig ikke have studeret filosofi. For at studere filosofi er ikke at lære om filosofien, men selv at deltage i filosofien. Med egne evner at tænke verden i tæt omgang med den filosofiske traditions store og mindre tænkere.
Den tyske fænomenolog Karl Jaspers sagde i en række radioforedrag, der skulle introducere den almindleige tysker til filosofien, at filosoffer interesserer sig for alting (Karl Jaspers, Kleine Schule des philosophischen Denkens). Ikke fordi de vil forstå, hvordan lyset kan skifte fra at have partikel- til bølgestruktur, eller fordi de absolut må vide, hvordan strukturen i Moby Dick sprang rammerne for, hvad et narrativ kunne være for 1800-tallets litteratur - men fordi de i disse felter ser mulighed for at udvide deres egen tænknings mulighedsrum. I de første af radioforedragene tager dette form af forsøg på at forstå virkeligheden. Af at opnå en samlet erkendelse af alting. Men senere åbner han op for, at filosofien i sin moderne udformning netop er defineret ved at have opgivet denne ambition. I stedet forsøger at filosofien at lukke op for mere virkelighed. At åbne døren til nye landskaber hvor videnskaberne, verdenssituationen og ideologierne forsøger at samle verden i ét kontrollerbart mønster.
For filosoffen er verden derfor ikke noget, der skal forstås, men noget, der skal åbnes. Derfor hører filosofien til de discipliner, der har affødt flest andre discipliner: Fra fysik til psykologi over kritisk teori og filmstudier. For filosofferne er mestre i at åbne verden, og at studere filosofi er vedvareande at tilegne sig denne evne til åbning.
Enhver filosof er derfor, i den forstand, studerende. Stopper en filosof med at studere, med at udvikle sig som tænker, ophører denne med at filosofere. Evnen til åbning af verden forudsætter løbende åbning af tænkerens egen horisont. Det, som er dette indledende kursus’ emne, er derfor på samme tid slutproduktet for enhver filosofisk uddannelse: evne til at studere filosofi. Resten af kurserne er derfor ikke så meget til for at lære jer, hvordan I studerer filosofi, men til at vejlede de første par års studier, sådan at I hurtigere kan nå frem til at bruge en hvilken som helst filosofisk tekst som sparringspartner i jeres tænkning. For det er klart, at filosofferne, hvis disciplin er samtale med andre filosoffer, har en baggrundsviden, som er krævet for at få noget ud af teksterne. En del af rådene i denne sektion handler derfor om hvad man skal læse, hvordan man bedst læser det med udbytte, hvordan man skal bruge skrivningen i sit filosofiske arbejde osv. Alt dette vil senere blive eksemplificeret i kurserne om filosofihistorie, og i de avancerede kurser. Her skal blot gives en oversigt, et landkort, som forhåbentlig gør, at I kan se den røde tråd undervejs.
Om at læse filosofiske tekster#
At læse en filosofisk tekst kan man gøre på mange måder, afhængigt af temperament. Man kan stoppe op hver hvert afsnit og skrive en opsummering, skrive et essay efter hver endt tekst, eller læse filosofibøger som romaner. Jeg bruger ofte et matematisk billede, når jeg skal forklare min egen læseproces: Da jeg ikke er særlig tålmodig af natur, vil jeg hellere læse 10 bøger, som jeg forstår 10% af, end at læse en bog, som jeg lægger kræfter i for at forstå 100% af. En gang imellem bliver jeg nødt til at bryde mit mønster for at udvikle mig, men jeg prøver på kun at gå imod min egen natur, når det er gavnligt for mig. Vi er ikke i skolesystemet. Der er ikke nogen, vi skal imponere - så vi kan lige så godt gøre tingene på vores egen måde.
Når jeg skal give nogle fifs til at læse filosofiske tekster, bliver de derfor heller ikke så praktiske, som man måske kunne ønske sig. I stedet vil jeg tale om, hvad læsning af en filosofisk tekst i det hele taget er. Så kan man finde de praktiske vink ved at se mig efter i kortene i de læsninger, som jeg findes i mængde i de senere kurser - der jo alle består af nær- eller fjernlæsninger af filosofiske tekster.
Og nu, uden yderligere omstændelig introduktion, vil jeg gå videre til disse filosofiske undersøgelser af, hvad det i det hele taget vil sige at læse en filosofisk tekst. De vil ikke blive præsenteret i sammenhæng, og vil heller ikke udvikles i deres helhed - så ville det blive til en hel bog. I stedet præsenteres de som kim. Lige netop udviklede nok til, at lidt lys fra læserens egen tankevirksomhed vil få dem til at vokse, men ikke nok til, at det er uoverkommeligt at beskæftige sig med dem. Så prøv at læse det følgende som små filosofiske tekster - og skriv til mig, hvis de tænker noget interessant med dem!
キ#
Når vi læser filosofi, læser vi ikke tanker, men skrift. Dvs. at vi i en vis forstand beskæftiger os med et litterært produkt, som vi selv må tilføje til, for at give dem liv. Inden for litteraturteorien har digteren, filosoffen og litteraturteoretikeren Samuel Taylor Coleridge udviklet begrebet “the willing suspension of disbelief”. Ideen er her, at en roman eller et digt kun virker, hvis man suspenderer sin viden om, at det selvfølgelig ikke er virkeligt. En roman er fiktion, det er ikke sket i virkeligheden. Men dybere end det: Et digt eller en roman repræsenterer måske en virkelig oplevelse, men er omsat i ord. Digteren, der skriver om et kys med sin elskede, kan ikke gengive kysset som kys, men som skrift. Den “suspension of disbelief” som er nødvendig for at nyde et godt digt, handler altså både om digtets indhold, der kan være fiktivt, og om formen selv: Begge må anses for virkelige. Og det gælder også filosofien.
At skrive filosofi er derfor at tage sin egen skrift seriøst. Selv de filosoffer, der ikke tror på, at vi med skriten kan nærme os virkeligheden, må tage deres skrift seriøst - som virkelighed. Og vi må læse dem som sådan. Dvs. at vi må lade de filosofiske tekster skylle over os, påvirke vores forhold til os selv og til verden. Prøve dem af på os selv, og i vores egne tanker, for at lære dem at kende.
Der er derfor et kreativt element i al filosofisk læsning. Ligesom man for at læse en roman må aktivere sin fantasi, må man gøre det samme med filosofien. “Tænkning” kan altså ikke reduceres til “fornuft”. Alle det menneskelige sinds muligheder må tages i brug for at åbne den filosofiske tekst, fordi den filosofiske tekst kun kan åbnes ved at lade den åbne en selv. Dette er hermeneutikkens grundlæggende pointe: at en åbning af en tekst altid er en gensidig åbning mellem tekst og læser. Tekstens virkelighed og læserens virkelighed må blandes med hinanden, strålerne krydse. Og så må man se, hvad der sker.
キ#
Den franske filosof Jacques Derrida mente, at mennesket tankemæssigt er et dovent væsen. Når vi tænker, er det fordi vi tvinges til det, ellers hviler i helst i viden og forståelse. At være tanketom er at være rolig, at tænke at bevæge sig i kaos. Det gælder også for professionelle tænkere, dvs. filosoffer, og som en filosof der til tider skrev flere bøger om året, måtte Derrida derfor udvikle en metode til at vedblive med at tænke på trods af den indbyggede dovenhed.
Metoden, som han opfandt, er senere blevet kaldt dekonstruktion - omend han ikke brød sig om begrebsliggørelsen af metoden - og går groft sagt ud på følgende: Tag et begreb og find dets modsætning, thi mennesket tænker i modsætninger. F.eks. godt og ondt. Find ud af, hvordan man almindeligvis forstår begreberne, f.eks. at det onde defineres som manglen på det gode. Vend så dette forhold om, sådan at det primære begreb får fra at være det gode til det onde, og tag konsekvenserne af dette valg. Voila: du har nu tænkt godt og ondt på en ny måde.
Er det da sandt, hvad der er tænkt? Svaret på det spørgsmål interesserede ikke Derrida. Det væsentlige er, at sandheden i hvert fald ikke er at finde i fastheden. Forestiller vi os, at Derrida havde skrevet om godt og ondt på denne måde, og blev tvunget til at tale om det på en konference, ville han vende det om igen: påny tænke de to begreber, sådan at vi ikke længere vidste, hvad han tænkte om godt og ondt.
Men væsentligt er, at man undervejs i sin tænkeproces må forsøge at være overbevisende. Hans tekster er så medrivende, at man tror på hvadsomhelst, imens man læser ham. Og først efterfølgende går det op for en, at der er andre muligheder. At holde os i en forandret tanketilstand, hvorefter vi glider tilbage i normen, var hans mål. Det er bevægelsen mellem norm og norm, som er tænkning. Ikke noget enkelt resultat, som man eventuelt måtte komme frem til.
キ#
Noget andet, der væsentligt ved Derridas tænkning, er, at den altid skriver sig op ad andre tænkere. Enten ved direkte reference eller ved skjulte citater. For ingen tænker i enrum. En amerikansk lektor i filosofi har en vittighed om, at Derrida kun læser tyske filosoffer, der starter med H: Hegel, Husserl, Heidegger. Alle sammen i den helt tunge klasse af tænkere, hvis værker af frygtindgydende kompleksitet får enhver anden til at skælve overfor den opgave, som det er at få samling på det, men som for Derrida fremstår som frugtbart terræn for tækningen. Med en anden filosof, italienske Giorgio Agambens ord, er der i de store tænkeres tekster så meget, der endnu er utænkt, og som vi derved får mulighed for selv at tænke.
キ#
Når man sidder med en filosofisk tekst, som man ikke forstår, er et af de væsentligste redskaber: At springe over og gå videre. Et andet vigtigt værktøj: Bullshit dig frem til en forståelse, og lad som om den er virkelig - og gå så videre i teksten med denne misforståelse som fundament.
キ#
Karl Jaspers skriver (først på tysk, og så i min halvdårlige oversættelse til dansk):
“Philosophie soll die Offenkeit der Zukunft und die Grenzen jeder noch so herrlischen Gestaltung menschlicher Dinge zum Bewußtsein bringen und dadurch die Veranwortung in jeder neuen konkreten Situationen steigern”
“Filosofien skal bevidstgøre os om fremtidens åbne natur, og om de menneskelige tings (end så herlige) ordning, for derved at mønstre det ansvar, som enhver ny, konkret situation indebærer.”
(Kleine Schule des Philosophischen Denkens)
I citat bindes tænkning sammen med etik. Dvs. at tænkning ikke er et isoleret fænomen, ikke en akademisk disciplin, der kan lukkes af fra verden. At tænke er ikke at sætte sig selv i et elfensbenstårn, men netop at placere sig midt i verden ved egentlig at tænke den.
Vi eksisterer kun i verden i det omfang, at vi inkorporerer den i vores egen indre verden. Mennesker lever subjektivt, dvs. indefra og ud. Vi reagerer på input ved at ændre i vores indre verden. Derfor kan vi så let misforstå hinanden - fordi vi ikke har direkte adgang til anden, men må bygge dem ind i vores virkelighed ud fra det, de siger og gør. At deltage i verden er derfor heller ikke det samme som at være i den. Det er ikke nok blot at se, høre, lugte, føle osv. Der skal mere til end blot perception. Vi må tage verden på os, og sætte os selv ind i verden.
At læse en filosofisk tekst skal derfor gerne have både eksistentielle, etiske og politiske implikationer. Ellers har man ikke læst teksten ordentligt. Man kan forkaste disse implikationer, men det er vigtigt, at man ser dem. Filosoffen Emmanuel Levinas er berømt for at sige, at etikken - ikke ontologien - er førstefilosofien, dvs. den af de filosofiske dimensioner, der danner udgangspunkt for enhver filosofi, og efter hvilken enhver filosofi kan forstås, og hvor den har sin sanded. Som vi kan se her, flugter det godt med den udgave af tænkningen, som Jaspers fremmaner i sit radioforedrag: at tænkning altid implicerer subjektets etiske og politiske ansvar, fordi det situerer det i en verden, hvori det har agens.
キ#
Filosofien har helt tilbage til førsokratiken Thales fra Milet været både skrift og tale. Og skellet hvad tænkning betyder i hvert medium har været under bearbejdelse lige siden. Nogle skrev på vers, andre i prosa. Platon og Aristoteles skrev dialoger, men vi har også Aristoteles overleveret i noteform. Vi har filosofi, der forsøger at præsentere sig som matematiske slutninger, og filosofi, der baserer sig på litterær billedbrug.
Den filosofi, som hører moderniteten til, mener jeg kan karakteriseres ved et særligt forhold til stil: nemlig den, at stilen ikke giver sig selv, men bliver en del af enhver filosofisk problemstilling. Man kan ikke blot meddele det, man tænker, men må medtænke stilen i det tænkte. Søren Kierkegaard udformer sit pseudonyme spejlkabinet i midten af 1800-tallet, Nietzsche udtaler sig i modstridende aforismer og profetiske visioner, Bergson skriver lige så levende som den elan vital, som han skrev om, Heidegger opfinder et nyt sprog til sin anti-filosofi osv.
Enhver læsning af filosofien må derfor tage udgangspunkt også i filosofiens form. Misser man f.eks. i sin læsning af Platon, at dialogpartnerne til tider ikke forstår, hvad Sokrates siger, og at han derfor tager pis på dem ved at sige noget, der er åbenlyst forkert, misser man pointen. Dialogformen er netop til for, at vi som læsere skal deltage i dialogen - helt i tråd med platonisk tilegnelsesfilosofi. Ligesom i en virkelig samtale, deltager man kun, hvis man åbner munden. En læser af Platon, der ikke selv går ind som dialogpartner, har ikke fanget de muligheder i stilen, som Platon udnytter - og får derfor ikke det fulde udbytte af sin læsning. Det samme gælder dem, der lader Kierkegaard være synonym med et eller flere af sine pseudonymer, eller dem som søger at samle Niezsches aforismer i én strukureret helhed.
Man må derfor læse stiliseret. Som Aristoteles sagde: forlang ikke mere præcision af din undersøgelses objekt, end det kan give. Og så alligevel: Gør det, hvis det er interessant. Men lad ikke en statisk læsemåde lukke af for den filosofiske traditions rigdom. En tanke er på samme tid sit indhold og sin form.
キ#
At læse filosofi er psykologisk hårdt, fordi man i processen ofte bliver ensom. Der er ikke mange, som læser filosofi, og det interessante, som man finder i filosofien, kan man derfor sjældent dele med andre. Den græske filosof Epikur skrev ca. 400 år f.v.t., at det gode liv bestod af god ost i moderate mængder, og filosofiske samtaler med ligesindede - dvs. sanselig nydelse plus gode samtaler med andre nørder.
At finde en filosofisk ven, der i livet, og som bor i nærheden, er derfor helt optimalt. Lykked det ikke, er det værd at gøre sig til venner med de døde. Alle de filosoffer, man læser, har strækt hånden ud imod dig med deres skrifter. Besvar dem med dine egne, og vedbliv at læse deres tekster, og du vil finde tryghed i dem også.
Eller skriv til mig! Hvis vi kunne lave et fællesskab omkring filosofiskolen.dk, kunne vi løse mange af de psykologiske hindringer, der ligger i vejen for det filosofiske liv i dette land.