Filosofi som læsning#
Den italienske filosofi Giorgio Agamben har i sit forfatterskab en særlig metode, som man ikke finder mange andre steder: Han skriver sin egen tænkning frem gennem fortolkninger af andres, om det så er filologer, kunsthistorikere, økonomer eller filosoffer. Bredden i hans dannelse og kvaliteten af hans tekster er på allerhøjeste niveau – og så er vi endda så heldige, at han har skrevet en bog om (sin) metode: Signature rerum. I den bog fortolker han endnu en gang andres tekster, for at skrive sig frem til sin egen metode, og der er igen mere tale om egentlig filosofi end en tekst om filosofi. Det almene element unddrager sig da heller ikke opmærksomhed her, idet han ikke blot skriver om sin egen metode, men om metode inden for humaniora i det hele taget.
Vi skal starte med at se på lidt af forordet, og derefter forholde os til, hvad der står i det:
Enhver, som kender til forskningens praksis inden for de humanistiske videnskaber, ved, at overvejelser om metode trods gængs opfattelse som oftest ikke går forud, men tværimod følger efter en sådan praksis. Det drejer sig med andre ord om sidste eller næstsidste tanker, egnet til diskussion blandt venner og blandt dem, der tager del i ens arbejder, tanker som kun lang tids vane med forskningen kan yde retfærdighed.
De tre her samlede studier indeholder forfatterens overvejelser over tre specifikke metodeproblemer: begrebet paradigme, teorien om signaturerne og forholdet mellem historie og arkæologi. Når disse overvejelser alle sammen fremtræder som undersøgelser af metoden hos en bestemt forfatter, Michel Foucault, hvem forfatteren i de seneste år har haft lejlighed til at lære meget af, er det begrundet i et af de metodologiske principper, som ikke diskuteres i bogen – og som forfatteren skylder Walter Benjamin, nemlig at det kun er legitimt at fremsætte en lære i form af fortolkning. Den opmærksomme læser vil selv vide at skelne mellem, hvad der i de tre studier må tillægges Foucault, hvad der må skrives på forfatterens konto, og hvad der glæder lige godt for begge. Til trods for gængs opfattelse deler metoden faktisk den betingelse med logikken, at den ikke kan adskilles fuldstændig fra den kontekst, inden for hvilken den opererer. Der findes lige så lidt en metode, der er gyldig på alle områder, som der findes en logik, der kan se bort fra sin genstand.
Ifølge et andet metodologisk princip – heller ikke det diskuteret i bogen her – som forfatteren ofte gør brug af, er det ægte filosofiske element i ethvert værk, være sig kunst-, videnskabeligt- eller tankeværk, dets mulihged for at blive udviklet, hvilket Feuerbach bestemte som værkets Entwicklungsfähigkeit. Netop når man følger sådan et princip, bliver forskellen mellem, hvad der tilkommer værkets ophavsmand, og hvad som må tilskrives den, der fortolker og udvikler det, jo vigtigere, des vanskeligere den bliver at fastslå. Forfatteren har som følge heraf foretrukket den risiko at tilskrive en andres tekster, hvad han selv havde gang i at udarbejde ved hjælp af dem, frem for at risikere at tilegne sig tanker og forskningsforløb, som ikke tilhører ham selv.
For resten burde enhver forskning inden for humanvidenskaberne – og dermed også nærværende overvejelser over metoden – indebære en vis arkæologisk forsigtighed, bestående i at gå tilbage i sit eget forløb til det punkt, hvor noget er forblevet dunkelt og utematiseret. Kun en tænkning, som ikke lægger skjul på, hvad der er usagt ved den selv, men uophørligt tager det usagte op og udvikler det, kan muligvis gøre krav på originalitet.[1]
I Agambens forord er der flere ting, som må fange vores opmærksomhed. Vi skal i hvert fald behandle følgende:
Metodeovervejelser følger efter endt forskning, omend de ofte skrives først i bøgerne
“Det er kun legitimt at fremsætte en lære i form af fortolkning”
Metoden kan ikke adskilles fuldstændigt fra sin kontekst
Det ægte filosofiske element i et værk er dets Entwicklungsfähigkeit, hvilket slører grænserne mellem fortolker og fortolket
“Kun en tænkning, der ikke lægger skjult på, hvad der er usagt ved den selv, men uphørligt tager det usagte op og udvikler det, kan muligvis gøre krav på originalitet”
1. At metodeovervejelser følger efter endt forskning betyder, at de er refleksioner over en praksis, der er opstået processuelt; en abstrahering af konkrete løsninger på konkrete problemer, som præsenterede sig undervejs i et konkret projekt. Og da forskning også altid er skrift, vil det sige, at metode opstår som en beskrive af, hvordan man bedst bærer sig ad med at skrive en tekst inden for et bestemt felt – og altså ikke hvordan man kommer frem til f.eks. sandheden. En af grundene til, at der i det hele taget er behov for sådanne metodeovervejelser er dog, at man ønsker at sikre, at man er på rette vej, og at ens bestræbelser på at skrive sin forskning ikke sker på bekostning af det sande i den. Skriften former forskningen, ligesom forskningen former skriften. Metodeovervejelser er et forsøg på at få styr på dette forhold.
2. Hvis man ikke kan fremstille en lære i anden form end fortolkning, må det være fordi at enhver lære opstår som følge af fortolkning, og at den gængse form – manifestet, tesen osv. – egentlig er forvrængninger heraf. Man skjuler, at der egentlig ikke er tale om andet end læsninger. Læsninger af de kulturgenstande, man har været i kontakt med.
3. Det hænger også sammen med, at metoden ikke kan adskilles fra sin kontekst. For hvis metode er den måde, man tilgår givet emne på, og hvis denne tilgang ikke er andet end en læsning, betyder det også, at metoden altid vil være bestemt af de kulturelle genstande, man arbejder med, og den kultur, man læser dem ind i. At læse Platon i Danmark og i Japan vil ikke være det samme, ligesom Platon for mig og for dig ikke vil være det samme.
4. Ordet Entwicklungsfähigkeit betyder udviklingsmulighed, og peger på de dele af en tekst, som ikke er udviklet af forfatteren selv. De løse tråde, som er åbne for videre arbejde. Således fandt Lacan i Freuds psykoanalyse en udviklingsmulighed i at abstrahere de konkrete psykodynamiske mekanismer, således at de kunne anvendes på kulturen – hvad Freud også gjorde, men ikke så systematisk, som han havde gjort med psyken. Eller Agamben, for at tage ham, finder hos Foucault et begreb om biopolitik, som han fører sammen med ideen om undtagelsestilstanden for at skabe en ny tanke: Nemlig en, der tillader os at tænke vores moderne samfunds som totale undtagelsestilstande, der ved at agere til vores eget bedste berøver os vores frihed.
5. I sammenhæng med denne Entwicklungsfägigkeit skal vi også forstå det sidste punkt, nemlig det med at en filosofi, for at være orignal, hele tiden må have sin egen udviklingsmulighed for øje, hele tiden må søge at tænke sit eget utænkte. Ved at gøre det, sikrer man sig, at skriften ikke blot bekræfter, hvad alle ved i forvejen, men netop formår at være åbnende (hvilket er det samme som original). Og det giver sig selv: Hvis man i andres tekster leder efter det utænkte, og i sin egen skrift gør det samme, kan man ikke undgå at komme ind på territorie, der ikke er tænkt på lignende måde før – og man vil da bevæge sig inden for det område, hvor dynamisering er muligt. Hvor man kan åbne tænkningen for andre, og for sig selv, gennem skrift.
Fra Agamben lærer vi således, at vi for at læse en filosofisk tekst filosofisk ikke blot må tage den på ordet, men identificere det, der endnu er utænkt i den, og da begynde at tænke det. Egentlig filosofisk læsning ender derfor altid ud i filosofisk skrivning.
Men inden vi når dertil, er der altså to typer filosofisk læsning:
En filosofisk læsning som afdækker, hvad der er tænkt i en tekst
En filosofisk læsning som afdækker, hvad der ikke er tænkt i en tekst
De to typer læsninger fordrer meget forskellige teknikker.
At afdække hvad der er af tænkning i en tekst kræver, at man læser teksten tæt, at man læser den overfladisk, at man slår den historiske sammenhæng op, at man læser reaktionerne på den tekst osv. At læse en tekst overfladisk betyder her at forstå, hvad den vil i det hele taget: Man ser tekstens formål og resultat. At læse en tekst mere i dybden vil derimod sige, at man holder øje med processen, bevægelsen fra formål til resultat. Og denne dybelæsning kan tage flere former: Man kan holde øje med argumenterne, med stilen, med de retoriske greb. Hele det sæt af nærlæsningsværktøjer, som er udviklet gennem årtusinder, kan tages i brug her.
Skal man derimod finde ud af, hvad der ikke tænkes i en tekst, kan man for det meste springe nærlæsningen over. Gå f.eks. til en tekst af Aristoteles, og se, hvad han har at skrive om køn – og find hurtigt ud af, at han slet ikke har taget højde for transkøn. Man kan så kritisere ham for dette, men det er klart, at det ikke er så spændende en analyse, hvad angår at åbne sin egen og andres tænkning. Man lukker måske nærmere af for studiet af Aristoteles. I stedet bør man f.eks. slå op under Aristoteles’ definitioner af køn, finde ud af, hvilket grundbestanddele, der ikke er med i moderne kønsteori, og undersøge, hvorfor denne lakune er der. Hvad er det, der mangler, for at vi kan forstå Aristoteles’ tanke?
Foucault, som Agamben refererer i sit forord, gør det som bekendt med en anden filosof, Jeremy Benthams, plan til et meget effektivt fængsel, pantoptikonnet. Dette fængsel skulle styre fangerne alene gennem observation, idet cellerne var placeret i en kreds om et centralt vagttårn. Vagten skulle kunne kigge ud, og se fangerne i deres celler, mens fangerne ikke skulle kunne se vagten. De ville da opføre sig ordentligt, fordi de vidste, at der blev holdt øje med dem. Og da de ikke kan se vagten, skriver Bentham, behøver der ikke engang være en vagt i tårnet. Alene tanken om, at man kunne blive observeret, ville være nok til, at fangerne styrede sig selv, disciplinerede sig selv uden at ekstern vold var nødvendigt – hvilket ville være godt for fængslernes økonomi, da det sparer an masse lønninger, og mere humant, da man undgår fysisk afstraffelse. Hvad Foucault ser er, at denne måde at tænke disciplin på ikke er blevet vidertænkt. Der er en entwicklungsfähigkeit, som ligger gemt, og som kan udnyttes. Han laver derfor, i bogen Overvågning og straf, en analyse af det moderne samfund som et samfund, hvor den type disciplinering, som Bentham drømte om, er blevet normen, og hvor den mere fysiske disciplinering er trådt i baggrunden. Således straffer vi f.eks. ikke længere kriminelle ved offentlige henrettelser, men nøjes med at implicere, at der jo bliver holdt øje. Og alene det er nok til, at vi holder disciplinerer os selv. Herefter ser han i sin egen tænkning endnu en mulighed for udvikling, nemlig at denne nye diagnose af samfundet åbner op for nye måder at begå oprør på, som ha derefter undersøger. Disciplinering à la Bentham, kommer Foucault frem til, er egentlig en måde at styre menneskers måde at skabe sig selv på; at kontrollere, hvordan de bygger deres egen personlighed og verdensbillede. For mennesker er ikke skabt som en bestemt type fra fødslen, og besidder fra barn- til alderdom evnen til at ændre livsbane. Og det er denne evne, som kontrolleres gennem Humesk disciplinering. At tage kontrollen over sit eget selv, og konstituerer sig uden for de kulturelt anerkendte rammer, er derfor også en form for oprør: Tænk punkere, goths, biocentriske kollektiver osv. Subkulturer som en form for ikke-voldelig revolution, hvis magt bekræftes af den tilsyneladende uforholdsmæssigt voldelige reaktion på noget så tilsyneladende ligegyldigt som tøjstil og måde at tale på.
Væsentligt er dog, at man for at lave en åbnende læsning, en læsning af det i teksten utænkte, må have en generel ide om, hvad der inden for det felt, man arbejder med, er tænkt. En del af det at læse filosofi er derfor at læse om, hvordan andre har tolket tekster. Det, man kalder sekundærlitteratur, bøger om filosofi, kommer os her til hjælp. Især i starten af ens filosofiske rejse, de første par år, er det godt at læse en masse sekundærlitteratur. Min egen målestok for, hvornår jeg har læst nok sekundærlitteratur, er at mærke efter hvornår jeg begynder at kede mig. Hvornår jeg kan forudsige, hvad der kommer til at stå alene ud fra kapiteloverskrifter. Så kender jeg feltets fortolkningsnormer godt nok til at kende de gængse tankeveje – og kan herfra begynde at tilføje mine egne fortolkninger. At disse ofte er foregrebet i andres filosofiskes tekster om filosofi, dvs. tekster om filosofi der samtidig selv er filosofi, fordi også de forsøger at tænke tekstens utænkte, skal man ikke tage sig af. Det betyder bare, at andre har haft samme ide som dig. Men for filosofi gælder det, at der ikke findes særlig mange genveje. Selvfølgelig har feltet i sig selv en viden, og en mængde fortolkninger, men de lever kun efter at være blevet opfattet af den enkelte filosof. Man kan ikke samle en række eksperter inden for forskellige områder, som man kan når man skal designe et jetfly, fordi opgaven ikke er konkret nok: I stedet må hver enkelt filosof selv gennemleve og gennemtænke den filosofi, der er tilgængelig, for at kunne tilføje til mængden af tænkningsstof, som altså udgør filosofien.