# 2.2 Platons hulelignelse

## Om denne lektion

I denne lektion vil jeg illustrere en systematisk læsemåde i filosofi,
som kan anvendes på alle filosofiske tekster. Den kan være lidt tør, og
med øvelse kan man udføre mange af trinnene undervejs i læsningen, og
parallelt med hinanden. Her skriver jeg dem ud på kunstig vis, så I kan
følge med i processen - vel at mærke et godt stykke tid efter, jeg selv
har gennemgået den. Men mere om det senere.

## Indledning

Når vi i denne lektion skal læse "Hulelignelsen", skal vi først og
fremmest være opmærksomme på, hvilken slags filosofi det er, vi kaster
os ud i. Stykket er måske det mest læste stykke filosofi i Danmark, da
det ofte gennemgås i oldtidskundskab. Mange, der har været i gymnasiet,
har derfor stiftet bekendtskab med den. Og under alle omstændigheder er
stykket så gennemfortolket, at der ikke - for den nye filosofilæser -
synes at være meget mulighed for at lave en ny læsning. Undervejs i
denne lektion håber jeg at vise, at det ikke er tilfældet, men at Platon
her giver læseren særlig meget mulighed for at tænke selv - og at vi
misforstår teksten, hvis ikke vi gør netop det.

## Kontekst

Lad os da begynde vores læsning ved at se på, hvor dette uddrag er taget
fra. Det stammer fra Platons *Staten*, der i min udgave er en bog på
over 600 sider. Ganske vist inklusiv indledning og kommentarer, men selv
hvis vi trækker dem fra, er det et massivt filosofisk værk.

*Staten* ses almindeligvis som Platons bedste bud på en bog om
statsførelse, dvs. hans politiske storværk. Den er inddelt i ti bøger,
og uddraget er fra bog VII. "Bøger" her betyder ikke kapitel, som vi
kender det, men var en rent praktisk inddeling efter hvornår man blev
nødt til at starte på en ny skriftrulle. Der er altså ikke tale om en
opdeling fra Platons side, så meget som en praktisk tilnærmelse af en
nogenlunde tematisk opdeling gennemført af dem, der har skrevet hans
bøger af efterfølgende. Som alle Platons udgivne tekster, er den skrevet
som en dialog mellem Sokrates og en samtalepartner, her med Glaukon - en
af de mindre kvikke samtalepartnere, Sokrates har haft. Han giver
Sokrates ret i alting, og vil ikke selv komme med bud på noget som
helst, så Sokrates - der ellers foretrækker at stille spørgsmål og pille
sin samtalepartners svar fra hinanden - bliver nødt til både at stille
og svare på sine egne spørgsmål. Særligt for denne sektion er, at
Sokrates ikke kommer med argumenter, men med et billede - et af tre i
rap, som kommer i denne del af staten. De andre er solbilledet og
linjebilledet.

Før i tiden lagde man ikke meget vægt på disse billeder, da de falder
uden for Platons normale skrivemåde, men i den tyske filosofiske
tradition kaldes idealisme, der havde sin storhedstid først i
1800-tallet, trak man disse tre billeder frem, fordi de støttede en
særlig fortolkning af Platon: Nemlig den, at hans metafysik, hans måde
at tænke væren på, bygger på et skel mellem ideernes verden og
fænomenernes verden. Et skel, som de fleste i romantikken arbejdede med
i forskellig form i deres egen tænkning, og gerne ville finde en stor
forfader for. Uddraget af Platon er derfor ikke objektivt eller
neutralt - og ikke særlig repræsentativt for Platons værk. Og måden man
har læst det på har taget udgangspunkt i denne særegenhed, og fortolket
Platon på en - for mig at se - for naiv facon.

## Læsestrategi

Når vi skal læse filosofiske tekster, er det vigtigt at have konteksten
med, vide hvor teksten kommer fra, og så selvfølgelig også at vide, hvad
der står i teksten. Dette danner udgangspunktet for i det hele taget at
kunne begynde at læse filosofisk. Altså: Før vi overhovedet kan lave
vores filosofiske læsning, dvs. den læsning, som udfordrer vores egen
forståelse, må vi i første omgang bare forstå.

Vi har nu set på konteksten, og rykker derfor videre til det, vi kunne
kalde basislæsningen af teksten. Her læser vi for at kunne beskrive,
hvad der sker i teksten. Forhåbentlig bliver det tydeligt hvad jeg
mener, når vi lige om lidt gennemfører en sådan basislæsning.

Efterfølgende, når vi har lavet basislæsningen, vil vi gå igennem en
række fortolkninger i teksten, der hver især bryder med en forståelse,
vi lige har anskaffet os, og bygger en ny, mere interessant, forståelse
op. Disse sektioner tænker jeg som forsøg på at finde sandheden om
teksten, den gode fortolkning. Men jeg tænker dem lige så meget som
forsøg på at finde det interessante i teksten, den skæve fortolkning.
Også det vil blive klart, når vi kommer i gang.

Vær til sidst opmærksom på, at en sådan læsning tager tid. Måske man
skal komme tilbage til teksten ad mange omgange over flere år. Jeg læste
hulelignelsen første gang for over 10 år siden, og har tænkt over Platon
siden. Så det, I skal til at læse her, er en fremstilling af en
filosofisk proces, snarere end den filosofiske proces i sig selv. Når vi
når til Merleau-Ponty, skal vi beskæftige os med en tekst, som jeg først
har læst til dette kursus - og hvor jeg derfor kan præsentere en
filosofisk læsning imens den foregår.

Men lad os komme i gang! Basislæsning først, og derefter de
forstående/afforstående fortolkninger.

## Første lag: Basislæsning

Jeg tager, som altid i disse kurser, udgangspunkt i, at I har læst
teksten. Måske I foretrækker at læse teksten efter at have læst
fortolkningen? Fint med mig. Men jeg kommer til at skrive som om teksten
er læst, og I altså kender den på overfladeniveau.

Vi læser altså stykket fra 514a-518d, og det falder i to bidder:
Sokrates' beskrivelse af manden i hulen, og hans bevægelse op af hulen
og ned igen, og så Sokrates' udlægning af sit eget billede. Før dette
dog en enkelt indledende sætning fra Sokrates, som starter billedet (og
bog VII).

> "Og nu skal du danne dig et billede af, hvordan uddannelse - eller
> mangel på uddannelse - påvirker vores natur." (514a).

Det skal altså handle om uddannelse, og om hvordan uddannelse påvirker
vores natur. Det er det, vi bliver lovet. Lad os da se på de enkelte
dele.

### Hulen

Vi bedes forestille os en hule, hvor folk sidder lænket i bunden og ser
lige frem. Der er mørkt, bortset fra lyset fra et bål bagved disse
hulemennesker. Der kastes derfor skygger på væggen foran dem, når de
andre, der ikke er lænket fast, fører genstande foran lyset.

Disse skygger bliver virkleighed for fangerne i hulen. *Må* blive det,
fordi de ikke har andet at tage udgangspunkt i. Hører de lyde osv., må
de også antage, at det kommer fra disse skygger. "Bagved" eksisterer
ikke for dem, fordi de aldrig har set det.

Glaukon siger, at det er et mærkeligt billede "og nogle mærkelige
fanger", hvortil Sokrates svarer: "De er ligesom os" (515a). Vi skal
altså se fangerne som os selv. Det er i denne rammesætning, at vi skal
høre næste del af fortællingen.

Nu tvinges fangerne, der jo ikke er frie, til at vende sig mod bålet.
Det brænder i deres øjne, men de vil stille og rolig vænnes til lyset.
Det er klart at de vil gøre modstand, fordi det gør ondt. Og at de ville
løbe tilbage, hvis de kunne. Men tvinger man dem længere op, mod lyset,
vil de blive blændet endnu mere. De vil intet kunne se. Som tiden går
vil øjnene dog vænne sig til lyset. De vil begynde at kunne se skygger,
så spejlinger i vandet, tingene selv, månen og stjernene og til sidst
selve solen.

> På det tidspunkt vil han så regne ud, at det er Solen, der er årsag
> til de skiftende årstider og årenes gang, som styrer alt i den synlige
> verden, og som på en måde er årsag til alt det, de så nede i hulen."
> (516b)

Han vil nu begynde at se sine medfanger, og sin tid i hulen, i
uvidenhedens skær. Han vil have ondt af dem, og være lykkelig for sit
eget, nye liv. Den erkendelse, han har opnået, sætter han pris på. Og da
han er os, sætter vi altså pris på sandheden - når først vi har erkendt
den.

For lige efter beder Sokrates os forestille os, hvad der ville ske, hvis
han gik tilbage i hulen. For det første ville han have svært ved at se,
og derfor, for hans kammerater i hulen, forekomme at være blevet dummere
af turen til overfladen. Forsøger han at få de andre med op af hulen,
vil de uden tvivl gøre modstand. "\[G\]øre alt for at pågribe ham og slå
ham ihjel (…)" (517a).

Således selve billedet med dets to skift: Fra mørke til lys og fra lys
til mørke. Det første en opstigning til det bedre, det sidste en
nedstigning til det værre. En rejse, der er en erkendelsesproces, men
som får konsekvenser i handlingslivet, såfremt man forsøger at lære
andre om det, man har erkendt.

### Sokrates' forklaring

Det er værd at skrive Sokrates' forklaring af, for at se, hvor hurtig
han kommer igennem sit eget billede. Det meste afklarer han nemlig i et
kort stykke 517b-c:

> "Det var altså billedet, Glaukon" sagde jeg. "Nu skal du så sætte det
> hele i forbindelse med det foregående ved at lade den synlige verden
> svare til fangernes tilværelse, og lade lyset fra bålet svare til
> solens lys. Og hvis du sidestiller rejsen op af hulen og synet af
> tingene deroppe med sjælens opstigning til fornuftens verden, er det
> ikke helt ved siden af - i hvert fald ikke efter min mening, og det
> var jo den, du gerne ville høre. Om det også er sandt, ved kun gud. I
> hvert fald er det min opfattelse, at det sidste af det, der kan
> erkendes, er det godes form - og den er ikke nem at se. Men har man
> først set denne form, må man regne ud, at den er årsag til alt hvad
> der er godt og smukt overalt. I den synlige verden har den født lyset
> og lysets herre, og i fornuftens verden er den selv herre over - og
> årsag til - sandhed og fornuft. Endelig er det min opfattelse, at man
> må have set denne form for at kunne handle fornuftigt i både sit
> private og i sit offentlige liv."

Vi bider mærke i, at der her er tale om holdninger eller meninger. Det,
der på græsk hedder doxa, og modstilles episteme, viden. Af holdninger
nævner Sokrates følgende, som han ikke argumenterer for: Den ultimative
erkendelses objekt er det godes form, og at perceptionen af denne form
nødvendiggør, at man indser, at den er kilde til alt smukt og godt. Den
er herre over, og årsag til, sandhed og fornuft. Og for at kunne handle
fornuftigt, må man have set denne form. Altså kan etik reduceres til
erkendelse. Og erkendelse igen til perception af det godes form, der jo
ikke skal forstås som det, man ser med øjet, men nok med det indre øje.
En mystisk erfaring af det godes form ligger til grund for det gode, og
derfor også for at kunne handle godt med vilje (hvilket jo kræver, at
man kan skelne mellem godt og ondt).

Efter denne komprimerede tilkendegivelse af holdninger, som Sokrates har
argumenteret for andetsteds, når vi så til det, der blev lovet ved
bogens start: uddannelse. Her skal vi nemlig forestille os, at et
menneske, der har fået denne højere indset i det godes form, bliver
tvunget til at stige ned i "hulen" - dvs. i samfundet - og deltage i
retssager osv. F.eks. at skulle tale om retfærdighed med dem, der ikke
har set det godes form. Denne mand vil fremstå "klodset og latterlig"
(517e), ligesom den, der kommer i hulen, og ikke længere kan se så godt.

Fejlen skyldes dog ikke uvidenhed eller mindreværd, men netop bedreværd.
Og Sokrates beder os vurdere de to former for synsforstyrrelser på rette
måde. Den, som kommer fra mørke til lys vil virke klodset, og skal man
endelig grine af nogen for at være klodset, må det være ham. Han *er*
reelt uvidende, og dette er skyld i hans klodsethed. Går vi den anden
vej, ser vi imidlertid samme klodsethed, men denne gang skyldes det
overgangen fra lys til mørke. Dvs. bedreværd. At adskille sig fra normen
i en hvilken som helst retning giver altså indtrykket af klodsethed og
dumhed, men vi bør skelne.

Så får vi den afsluttende udtalelse om uddannelse, der fører ind i en
diskussion, som vi ikke tager med her:

> "Men hvis det er sandt", sagde jeg, "så må vi afvise, at uddannelse er
> alt det, nogle folk udråber det til. De påstår jo nærmest, at de kan
> give viden til en sjæl, som ikke har nogen viden i forvejen. Som om de
> kunne give blinde øjne og evnen til at se." "Ja, det er, hvad de
> påstår", sagde han. "Men vores fremstilling her", sagde jeg, "viser,
> at evnen til at vide noget findes i ethvert menneskes sjæl. Ligesom et
> øje, der kun kan drejes væk fra mørket og imod lyset, hvis hele
> kroppen drejer med, skal vores redskab til forståelse sammen med hele
> sjælen gradvis vendes bort fra al tilblivelse, indtil sjælen kan klare
> synet af det værende og især den klareste del af det værende. Det er
> den del, vi klader for det gode. Ikke sandt?" "Jo." "Uddannelse er
> altså det fag, der skal finde den letteste og mest effektive måde at
> dreje dette redskab rundt på," sagde jeg. "Ikke det fag, der skal give
> det evnen til at se. Man må gå ud fra, at det har denne evne i
> forvejen, men vender forkert og kigger i den forkerte retning, og så
> bør man forsøge at rette op på det." "Ja, det ser sådan ud," sagde
> han. (518b-d)

Uddannelse er altså ikke at lære nogen noget, men at vende dem
ordentligt. Lære noget gør de selv, ved at opleve, erfare. Ved at se.
Man skal blot vende dem i den rigtige retning.

Historisk set ved vi, at de lærere, han langer ud efter, er sofisterne:
Professionelle undervisere, der mod betaling undervise unge mænd i alle
mulige discipliner. Det væsentlige i opgøret med dem er, at Sokrates
herved grundlægger filosofien påny, nemlig som det modsatte af sofisme.
Hvor sofisterne forsøger at lære deres elever noget, forsøger filosofien
at vende sine elever ordentligt, så de selv kan lære det væsentligste.
For det væsentligste kan ikke læres ad konventionel vej, men kun ad
erfaringens vej. Og disse erfaringer må gøres af enhver, der ønsker at
lære.

### Opsummering

I basislæsningen har vi nu set selve hulelignelsen, og vi har set
Sokrates' forklaring af den. Vi har også set, hvad han bruger den til.
Fangerne i hulen vil modsætte sig befrielse, fordi erkendelse er
smertefuldt. Har man først erkendelsen vil man dog indse, at man er
lykkeligere end dem, der endnu ikke har den. Samtidig vil man, ved
erhvervelsen af denne erkendelse, få mulighed for at handle godt ud fra
sin vilje, snarere end fra held. Dvs. at lykke, godhed og klogskab
hænger sammen - i den forstand at man ved at vide det gode bliver
lykkelig. Denne viden kan endvidere ikke erhverves ved almindelig
skoling og uddannelse, men må ses, erfares. En lærer kan derfor ikke
gøre andet end at vende sin elev mod lyset. Vandre med ham til det sted,
den langt senere Søren Kierkegaard kaldte for "Tilegnelsens Moment" -
hvor eleven er på egen hånd.

Filosofi bliver derved en meget individuel disciplin, der ikke kan
masseproduceres. Man kan ikke forestille sig klasseundervisning i
filosofi, hvis det skal forstås på denne måde. Og samfundet værdsætter
desuden ikke sine filosoffer, men latterliggør dem, fordi de virker
klodsede. Deres større indsigt i virkeligheden, i "det værende" som
Sokrates siger, gør dem netop akavede. Men man bør, som samfund,
værdsætte disse individer.

Hermed er grunden altså lagt for filosofiens selvforståelse. Der er
meget, man kan være uenig med. Men som Susan Sontag skriver i en af sine
journaler da hun er midt i 20'erne:

> All statements *not* to be divided into true + false ones. This can be
> done, trivially. But then the meaning is mostly bleached out.
> (*Reborn, Journal and Notebooks 1947-1963*. Farrar, Straus, Giroux.
> 2008. s. 155)

Dvs. at vi, for at få noget ud af Platons tekst, ikke skal starte med at
melde os uenige. Det bliver hurtigt uinteressant, "bleached out". Som om
teksten på siderne forsvinder, og alt bliver ens og ligegyldigt. F.eks.
siger Sokrates, at fangerne ville tro, at lydene kom fra skyggerne -
selvom de kommer bagfra. Vi kunne påpege, at menneskets hørelse er
retningsbaseret, og at de må have udviklet en tvivl om, hvorvidt lydende
kom fra skyggerne. Den totale uvidenhed er altså ikke mulig, og billedet
falder fra hinanden. Men det er pedantisk og ligegyldigt.

I stedet vil vi rykke videre til en tolkning af teksten.

## Andet lag: idé og fænomenverden

Enhver tekst, der har nogle år på bagen, og har vundet indpas i
kulturen, har en række fortolkninger bag sig. Vi kalder dette for en
teksts receptionshistorie, og hulelignelsen er ingen undtagelse.

Som sagt blev den hevet frem som centralt nedslag i Platons filosofi i
1800-tallet, fordi den muliggør en særlig læsning af Platon: Nemlig en
metafysisk læsning, hvor skellet mellem fænomenernes og ideernes verden
er central. Læsningen går som følger:

Som Sokrates selv siger, er rejsen fra hulen op op til overfladen også
en "sjælens opstigning til fornuftens verden". Denne fornuftens verden
er ideernes verden. Solen er jo det godes form eller det godes ide
(Sokrates bruger "ide" og "form" ca. synonymt), mens alt andet end solen
kun er afspejlinger af denne ide. Det gode er jo årsag til al sandhed og
fornuft - hvilket også må betyde, at den er årsag til alt, der er skabt.

Dette hænger sammen med den senere platonisme, der voksede ud af det
akademi, Platon grundlagde. Her var man dualister: Der var ideerne, de
sande former som var mest virkelige, og så fænomener, der måtte forstås
som blotte skygger af ideerne, og altså ikke havde lige så meget
virkelighed. Og noget blev virkeligt ved at participere i en ide. En
hest er en hest, fordi den participerer i hestens ide osv.

Således gøres Platon til metafysiker, dvs. til en filosof, der
beskæftiger sig med, hvad der er. Med væren. Og dette selvom han i
hulelignelsen, det mest berømte pant på denne fortolkning af den store
filosof, taler om uddannelse og erkendelse.

Der er derfor grund til at trække i en anden - stadig ret almindelig -
retning, og se hulelignelsen som erkendelsesteori.

## Tredje lag: Erkendelse er tvivl

I flere af Platons dialoger taler han om uddannelse, og det at opnå
viden. Der tales således ikke meget om, hvad viden er, men om, hvordan
vi opnår den. Viden forstås, kunne vi sige, processuelt. Det er også
tilfældet i huelignelsen. Viden er at gå op til overfladen. At gå fra
mørke til lys.

Vi får også en mere abstrakt definition af erkendelse: Det er erfaring
af det godes form. Erkendelse er derfor processen, hvorved man erfarer
det godes form.

Det er klart, at den proces er smertefuld. Det viser hulelignelsen, og
et moderne begreb som "ontologisk chok", der skabt til at forklare, hvad
der sker med unge religiøst opdragede mennesker, der begynder at studere
deres egen religion videnskabeligt. Viden gør ondt, disrupterer. Det, vi
troede vi var, den virkelighed, vi troede vi var en del af, viser sig at
være illussion, øjenforblændelse. Det sker også for os andre, når vi
skal indse noget, der der ødelægger vores selvfortælling eller vores
verdensbillede. Og det er grunden til, at det er svært at modne uden
udfordring: Da erkendelse er smertefuldt, skal der noget til at vende os
mod den. Vi må tvinges til at blive klogere.

En sådan forståelse af erkendelse hænger godt sammen med den måde,
Sokrates taler om sit eget virke som formidler på. Han er svirrefluen,
der stikker de magelige athenere, så de må tænke sig om. Og dialogerne
er fra Platons side et forsøg på at stikke os, læserne, til at erkende
noget. Og filosofien i det hele taget et sådan forsøg. (Det er da også
noget lignende, som du vil finde i min beskrivelse af filosofiskolens
måde at tænke filosofi på).

Her er imidlertid noget, der ikke stemmer. For hvordan kan Platons
dialog, der udlægger denne filosofi for os, være grundlag for
erkendelse? Fortæller Sokrates ikke netop Glaukon, som sofisterne, hvad
han mener? Forsøger at lære ham sandheden direkte fremfor at vende ham
mod den? Og kan Platon, en af de største filosoffer nogensinde, virkelig
have overset en sådan detalje?

Jeg mener selvfølgelig nej, og det er her, vi begynder vores egentlige
læsning af hulelignelsen. Det er nu, den bliver filosofisk.

## Fjerde lag: Sokrates' dårlige forklaring

Jeg har allerede citeret Sokrates' forklaring, og vil til en start blot
tage en enkelt sætning derfra. Den lyder:

> "Det var altså billedet, Glaukon" sagde jeg. "Nu skal du så sætte det
> hele i forbindelse med det foregående ved at lade den synlige verden
> svare til fangernes tilværelse, og lade lyset fra bålet svare til
> solens lys.

Der skelnes først i sætningen mellem en synlig og en usynlig verden.
Dvs. melle det, vi umiddelbart kan se, og det, vi ikke kan se. Vi må
forstå dette som: Det, vi kan se med det blotte øje og vores umiddelbare
intuitioner, og så det, vi kan se med vores indre øje og dybe
intuitioner. Hvordan dette skel skal opfattes er svært at sige. Måske
som idé og fænomenverden, som vi senere har lært af Kant (og som den
tyske 1800-talsfortolkning bygger på).

Går vi til anden del af sætningen bliver det dog mærkeligt: Vi skal lade
lyset fra bålet svare til solens lys. Hvilken sol? Vores egen? Eller den
i lignelsen?

Her kunne det være rart, hvis Glaukon var en bedre samtalepartner, og
havde spurgt Sokrates om, hvad der er på spil. Men det gør han ikke. Han
siger bare "Det er jeg enig i", og Sokrates rykker videre. Glaukon
melder sig endda enig i Sokrates' holdninger, efter at Sokrates har
sagt, at han ikk ved, om de er sande. Vi har altså at gøre med en dum
samtalepartner, der ikke tænker filosofisk. Og det betyder, at vi -
læserne - må tænke filosofisk i stedet. Vi drages ind i dialogen.
Sokrates' ufuldstændige udlægning, der nok skulle provokere Glaukon til
ikke blot at melde sig enig (hvilken kedelig samtale!), provokerer os.
Blot kan vi ikke få afklaring ved at spørge den græske mestertænker. I
stedet må vi selv i gang.

Lad os da rykke til lignelsen selv, og prøve at tænke den igennem.

### De to lyskilder: Bålet og solen

Der er to lyskilder i Sokrates' billede: Bålet og solen. Allerede i
antikken havde de tænkt over, at solen nok var en kugle af ild. Altså
ved vi, at der er tale om samme stof, ild, men i forskellige størrelser.
Bålets lys er en afspejling af solens, men mindre skarpt. Selvom øjnene
har vænnet sig til bålets lys, vil solens stadig forårsage smerte -
hvilket vi ser i billedet.

Antager vi, at solen er det godes form, som Sokrates henviser til i sin
forklaring, mangler vi altså at forstå bålet. Bålet kan ikke være det
godes form selv, for det er jo solen. Engang jeg underviste i
hulelignelsen i gymnasiet, og bad eleverne finde på, hvad bålet kunne
svare til, sagde en af eleverne: Menneskets fornuft. Og det giver måske
meget god mening.

Solen er jo det godes form, og det godes form er herre over og årsag til
fornuft og sandhed. At bålet kunne være menneskeforstanden, der har et
vist herredømme over fornuften, og en vis evne til at finde/skabe det
sande, ville give mening. Således er det første, vi på vores
erkendelsesrejse skal vende os mod, vores egen fornuft.

Hvad vil det betyde? Vi ved, at fangen blev ført med magt til bålet, og
tvunget til at se ind i det. Han ville langt hellere kigge på skyggerne.
Hvordan flygter vi fra vores fornuft? Hvordan undgår vi at vende blikket
mod en evne, som vi alle har, men tilsyneladende er i stand til at se
bort fra?

Når man er ved skyggerne, tolker man alle indtryk som stammende derfra.
Kommer der en lyd bagfra, som måske netop forekommer ikke at komme fra
skyggerne, vælger man at tænke: Det er nok skyggerne. Fangerne må have
hørt de mennesker, der trak genstande hen over skyggerne. Måske de har
leet og hvisket, hånet fangerne. Men disse fanger har, i deres - måske
selvforskyldte - uvidenhed, tillagt skyggerne disse stemmer og lyde.

At se bålet vil derfor sige at tvivle på sin egen tænknings ramme. Når
man støder på noget (en lyd *bagfra*), der ikke passer ind i ens
verdensbillede (alle skyggerne *fortil*), skal man ikke forsøge at
opløse spændingen, men blive i den. Dissonansen findes i fornuften. Det
er vores fornuft som siger, at noget ikke kan passe - men vi kan
ignorere den ved at tilpasse vores verdensbillede på overfladisk vis.

Måden, hvorpå vi bryder ud af vores uvidenhed, er derfor ikke ved at
tænke over tingene - f.eks. prøve at forstå hvordan skyggerne laver
lyde. Det fører blot til en ny teori, der holder en inden for rammerne
af det givne. I stedet må man vende blikket mod selve dissonansen. Blive
ved erfaringen af, at noget ikke går op. Erkendelse er selverkendelse.

Opstigningen mod hulen er da også en øvelse i selverkendelse. Først ser
man skyggerne, så spejlinger i vandet - hvor man først og fremmest vil
se sig selv. Så månen og stjernene, der lyser stærkere end bålet, og
endelig solen selv: fornuftens kilde.

At Sokrates' forklaring var dårlig, er altså et vink om, at vi som
læsere må deltage i dialogerne. Og det er hemmeligheden bag Platons
dialoger: Det er ikke en samtale mellem Sokrates og hans samtalepartner,
men mellem de to og så os, læserne. Vi bliver inddraget i dialogerne.
Misser vi dette aspekt af Platons tænkning, bliver vores tolkninger
kedelige og overfladiske - og vi gør får både Sokrates og Platon til at
fremstå fladpandede, argumenterende for én ting men gørende noget andet.

## Femte lag: De andre mennesker

Vi har hidtil fået at vide, at vi er fangerne. Men hvis vi er fangerne,
hvem er så de mennekser, der er i hulen, og som snyder os? Hvis bålet er
vores fornuft, og vi tolker lignelsen som forskellige dele af vores
indre, må der derfor være noget i os, som snyder os. Som kan placere sig
mellem vores fornuft og os selv, og få fornuften til at antage
skyggernes form.

Det er desuden et smukt billede: Hvis bålet er fornuften, og lyset
derfra fornuftens lys, vil det at skabe skygger med figurer, og få os
til at tro på, at skyggerne er det virkelige, være den totale omvendelse
af fornuftens egentlige funktion: Fornuftens lys bruges til at
overbevise os om mørkets virkelighed. For lys bliver usynligt, når det
dækker hele synsfeltet. Skyggerne, derimod, fremstår på baggrund heraf
stoflige - omend de intet er, omend de er erkendelsens fravær.

At tro på skyggerne er derfor at se det, som ikke er, som om det var. Og
måden, hvorpå denne illusion skabes, er ved at lade nogle mennesker
holde figurer foran fornuftens lys for, ved at flænge det, at skabe
fornuftstomhed, der bliver virkelighed. Hvem er disse mennesker?

Hvis vi kigger til den senere filosofis historie ser vi, at vanen ofte
spiller en rolle i erkendelsen. Den skotske oplysningsfilosof David Hume
påpeger således, at kausation, det at en årsag har en virkning, ikke er
noget, vi kan se. Når én billardkugle rammer en anden, og denne flytter
sig, siger vi, at kollisionen forårsagede bevægelsen. Men vi kan ikke,
hvor grundigt vi end kigger, se denne kausation. Immanuel Kant skulle
senere lægge dette ind i menneskets kognition. Vi opfatter verden gennem
kausale kategorier. Ikke fordi det er en del af verden, det ved vi ikke
noget om. Blot fordi det er sådan, vi er bygget op. Søren Kierkegaard
skulle påpege noget lignende, og Jacques Derrida, den franske
provokatør, skulle i 1960'erne og nogle årtier frem udvikle en lignende
kritik af vores erkendelse: At vi vanemæssigt holder visse ting for
sande, at disse vaner ikke kan undslippes permanent, men at vi ved
tænkning (=provokation af eget verdensbillede) kortvarigt kan se verden
på en anden måde.

Når vaner gøres til mennesker hos Platon, kunne det tyde på, at vi skal
forstå det som skabt af flere mennesker. Der kunne også stå, at der kun
var én fangevogter, og at det var ham, der foregøglede de fangetagne
skyggeverdenen. Men det gør der ikke. Derfor kan vi tolke billedet
sådan, at vaner bl.a. kommer fra kulturen, fra andre mennesker. At vi,
når vi lever i flok, ophører med at tænke, fordi vi antager, at det, vi
alle sammen tænker, nok er rigtigt. Se på Glaukon og hans velvillighed
til at være på Sokrates' side - og hvordan det holder ham fra at tænke.

Tror vi på denne fortolkning af menneskene, bliver der med lignelsen sat
streg under det individualistiske i filosofien, i tænkningen. At tænke
kan ikke gøres kollektivt, for kollektiv tænkning bliver vane. Bliver
den slags tilpasning som gør, at man kan tolke bagfrakommende lyde som
kommende fra skyggerne på væggen. Erkendelse, der jo samtidig får
erfaringskarakter, må gennemføres af den enkelte gennem netop -
erfaring. Vi må erfare virkeligheden ved at erfare vores egen fornuft.
Ved at vende blikket indad, og lade denne fornuft være som en
kanariefugl i kulminen. Når den begynder at brokke sig, ved vi, at vanen
er ved at snyde os. Og vi har da mulighed for at tænke.

Oversat til vores egen verden, og filosofi som tekstlæsning, vil det
sige, at vi må være opmærksomme på alt det, vi ikke forstår. Som vi
gjorde til at starte med i den egnetlig filosofiske læsning her, hvor
Sokrates siger, at vi må se bålet og solen som det samme. Vi må studse,
ikke føle os dumme fordi vi ikke forstår. Man fremstår jo netop klodset,
når man er ved at blive klogere. Dvs. at vi ved aktivt at vælge
klodsetheden til, når den byder sig, kan sikre, at vi er på rette vej
(omend vi må huske på, at det skal være den rigtige vej, fra mørke mod
lys).

Skal vi gøre en eksistentiel pointe ud af Platons billede, hvad der med
de stærke billeder også lægges op til, kan vi sige, at vi for at modnes
som mennesker må udvikle en selvbevidsthed. Dette forstået sådan, at vi
ikke skal tilskrive dissonans til verden omkring os, men i stedet vende
os mod os selv, og finde årsagen til den dissonans. Ikke for at opløse
den, men for at bevæge os imod den. For at vænne os til den.

Vender vi os mod vores egen fornuft, dvs. mod vores evne til at forstå
virkeligheden, kan vi vænne os til lyset. Og når smerten forsvinder vil
vi stå tilbage med en erkendelse, som vi vil være lykkelige over. Og vi
vil have ondt af dem, der ikke er nået herop endnu. Erkendelse er
selverkendelse, og filosofi er personlig modning. Eksistens, etik,
erkendelse og metafysik hænger sammen hos Platon. Og de hænger sammen i
den filosofiske læseproces.

## Afrunding

Således har vi læst os ind på Platons tekst, og har fået mere ud af den,
end ved basislæsningen og den almindelige receptionshistoriske læsning.
Læsningen er ikke helt original, fordi jeg har fået ideer fra mange
andre undervejs. Men gennem de sidste 10 år er jeg alligevel endt med en
særlig litterær læsning af Platon, hvor formen fylder noget, og som
tillader mig at se ting, jeg ikke har læst andre steder.

Og sådan er det altså muligt at læse filosofiske tekster enten
filosofisk eller ufilosofisk. I det næste par lektioner skal vi se andre
måder at læse filosofi på. Denne har været åbnende, ladende sig lede af
en søgen efter det interessante. Den har også været grundig i sin form,
fordi jeg har ville vise, hvordan man går fra basislæsning til en mere
interessant læsning. Senere skal vi også se, hvordan en åbnende læsning
kan laves uden lige så meget benarbejde.